I daglig tale bruger man ofte udtrykket om en ordstrid, hvor to personer kæmper om at få ret.
I vores – faglige – sammenhæng har ordet en anden betydning. Her betyder ordet ”diskussion snarere ”systematisk” overvejelse” eller ”afvejning af argumenter.”
Nå man diskuterer fagligt gælder det altså ikke om at ”vinde”, at ”få ret”, men om at nå frem til, hvad der er det mest holdbare synspunkt eller den mest holdbare konklusion på et bestemt spørgsmål.
I en faglig diskussion beskæftiger man sig normalt med, hvordan virkeligheden forholder sig – det kan man kalde ”kognitivt”
Diskussioner kan imidlertid også være etiske eller moralske og altså vedrøre folks normer for, hvad der er godt og rigtigt. Det kalder man ”normativt”
Man kan sige, at det kognitive område vedrører verden, som den er, som den kan erkendes, mens det normative vedrører hvordan verden bør være, eller burde være.
Man skal altid være sig bevidst, om man diskuterer kognitivt eller normativt. Det er ikke altid let, når man beskæftiger sig med samfundsfaglige eller humanistiske emner. Hvis man f. eks. diskuterer, hvad den tyske befolkning vidste om jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig, kommer man uvægerligt til at arbejde med normative, moralske begreber og forestillinger. Det samme gælder, hvis man diskuterer danske virksomheders samarbejde med tyskerne under besættelsen.
For at en sådan faglig diskussion skal være vellykket, skal nogle bestemte betingelser være opfyldt.
Det kan være et spørgsmål:
”Hvorfor kastede amerikanerne atombomberne over Japan?
”Hvorfor fik kvinderne stemmeret i Danmark i 1915?”
Eller det kan være en hypotese
”Udbruddet af Første Verdenskrig skyldtes Tysklands ønske om at blive den dominerende verdensmagt”
”Den britiske imperialisme var til stor gavn for de afrikanske kolonier”
Et eksempel på en diskussion:
Et eksempel fra middelalderhistorie – hvor 2 synspunkter holdes op mod hinanden.
Senmiddelalderens udsmykninger bliver mere livlige og folkelige i forhold til de fornemme ophøjede romanske kalkmalerier. Søren Kaspersen mener dog, at der er en kontinuitet i kalkmaleriernes budskab fra de romanske til de gotiske billeder. Hans argumentation bygger i høj grad på studier af, hvem der ejede jorden i de områder, hvor billederne forekommer. Når overtroiske og meget verdslige billeder, som de groteske fremstillinger, indarbejdes i udsmykninger, var det for at virke som skræmmebilleder og som modvægt imod den folkelige overtro.[1] Afsendergruppen bliver som i romansk tid stadig samfundets øverste kulturbærende lag - kongen, bispen og herremanden - og modtagergruppen, til hvem billedsproget er indrettet, den største befolkningsgruppe - fæstebønderne.
Axel Bolvigs tese er derimod, at ændringen i kalkmalerierne skal ses som et udtryk for bøndernes stigende indflydelse i samfundet, både socialt og økonomisk. Presset på den kirkelige institution kom fra neden, og kirken måtte tilpasse sig de ønsker, den troende menighed havde. Derfor udtrykker billederne mentaliteten hos den jævne befolkning. En mentalitet, som også ses i den voksende helgenkult, mirakeltro og i mange af de groteske motiver.[2] Hos Axel Bolvig er afsender- og modtager-gruppen således den samme, nemlig samfundets mellemste lag - den store gruppe af fæstebønder og borgere.
Afslutningsvis kan det nævnes, at Søren Kaspersen er præget af en traditionel kunsthistorisk indgangsvinkel, hvori der ligger en opfattelse af, at det til enhver tid er de kulturbærende lag, der præger kunsten. Dette ses ligeledes i, at Kaspersen lægger vægt på, hvad der stilistisk er god kunst, og hvad der er ‘primitiv‘ kunst.
Axel Bolvig tager mere højde for udviklingen i billedsproget og søger at forklare det ud fra en materiel historisk indgangsvinkel. Årsagen findes i de materielle forhold. I de økonomiske og sociale forandringer, som ændredes til fordel for bønderne.
Litteratur:
Bolvig, Axel. Bondens Billeder. København 1994.
Kaspersen, Søren.”Om folkelighed og ufolkelighed i senmiddelalderligt vægmaleri”, i: Kunst Samfund Kunst. En hilsen til Broby.Odense University Studies in Art History Vol. 5. (Red.) Jørn Guldberg. Viborg 1987.
(Kilde: S.S. Christensen)
[1] Kaspersen, Søren, 1987, s. 9-33.
[2] Bolvig, Axel, 1994, s. 88-89.