Om at skrive en god redegørelse

Placering og omfang: Redegørelsen skal følge efter indledningen og stå før analysen. Den skal fylde ca. 1/3 af opgavens samlede længde. 

1. Besvar altid spørgsmålet til redegørelsen! (Måske er det nødvendigt at tilføje delspørgsmål?). Men lad være med at besvare analysespørgsmålet i redegørelsen.
2. Redegørelsen skal pege frem mod analysen (det betyder, at du også skal orientere dig i kilderne til analysen. Hvilken viden er nødvendig for at forstå kilderne?).

Læsning af historiske fremstillinger (typisk en tekst skrevet af en nutidig historiker om fortiden)

1. Hvad er indholdet af teksten? Læs teksten og skriv noter. (Læs helst flere tekster/bøger om samme emne). Brug nedenstående punkter.
2. Orienter dig i tekstens makrostruktur: overskrifter, underoverskrifter, indholdsfortegnelse, sammenfatning/resume, ord i margen, fremhævede ord. Meget ofte vil der også i starten af hvert afsnit være placeret en emnesætning (der præsenterer afsnittes emne).
3. Typiske elementer i historietekster. Tekster om historie er ofte opbygget omkring et begivenhedsforløb: før, under og efter begivenheden. Til før hører årsager og forudsætninger. Til efter hører konsekvenser. De kan også handle om verdensbilledet (ideologi, religion, m.m.). Samfundsopbygning (styreform, statsform, hierarki (vertikal organisering), horisontale organiseringer (grupper præget af lighed). Men også meget andet.
4. Sidst er der værd at understrege faglige begreber i teksten.

Skriv redegørelsen

1. Se punkt 1 og 2
2. Lav en fornuftig struktur. Tænk på kronologien: hvad kommer først, og hvad følger efter? Tænk på logikken: hvad er det nødvendigt at forklare først, før man kan forstå det næste? Tænk på overgangen til analysen. Hvordan laver jeg den mest glidende overgang til analysen?
3. Når du har tænkt dette igennem, så lav en disposition (din egen makrostruktur). Brug dine noter fra punkt 3.-6. Ikke alt skal med jf. punkt 1 og 2.
4. Skriv din redegørelse. Skriv i dit eget sprog. Skriv sammenhængende tekst. (Tag udgangspunkt i dine noter – og luk fremstillingerne mens du skriver, så du ikke kopierer deres sprog).
5. Vær opmærksom på din egen makrostruktur (overskrifter, emnesætninger)
6. Husk fodnoter (3.-5. noter pr. side).
7. Du undgår snyd ved at skrive med egne ord og lave rigeligt med noter til det, du skriver.

Et eksempel på redegørelse:

(...)

Med lex Ogulnia blev tallet øget fra nok 5 til 9, hvoraf 5 kom fra plebejerne. Med Sullas ændringer steg tallet yderligere til 15, mens Cæsar forøgede kollegiet med en enkelt.[1] Vigtigt er det at pege på, at den gradvise fratagelse af kollegiernes kooptionsret og det øgede antal medlemmer af kollegierne betød, at man nu i højere grad havde mulighed for at komme ind og bruge et præsteembede i en politisk karriere. Cæsars udnævnelse til bla. pontifex maximus er et godt eksempel på denne udvikling.

Cæsar brød på mange måder med det bestående. Han var den første, som i stor stil akkumulerede præsteembeder. Så vigtigt var præsteembedet nu for en politisk karriere. Embederne gav prestige, og aristokraterne kappedes om at blive optaget. Cæsar blev pontifex maximus i 63 f.Kr., dvs. han besad embedet under Bona Dea-skandalen og behandlingen af Ciceros hus. I 47 f.Kr. blev Cæsar augur og XVvir.[2] Han var desuden blevet udpeget flamen dialis i 87 eller 86 f. Kr. og pontifex i 73 f.Kr.[3] Cæsar indvarslede dermed kejsernes rolle ved at lægge vægt på religionen via de vigtige præsteembeder.

Augustus lod sig også udnævne til pontifex maximus, men han holdt sig tilbage, til Lepidus var død i 12 f.Kr. Allerede i 47 var han pontifex og i 42 f.Kr. augur. I 37 f.Kr. blev Augustus XVvir og endelig i 16 f.Kr. VIIvir.[4] Med Augustus blev religionen omstruktureret, og pontifex maximus fik nu en mere klar funktion som religionens leder ved at være den samme som kejseren. Pontifex maximus’ funktion reformeredes, og han skulle f.eks. blive på Palatin.[5] Augustus betegner afslutningen på en udvikling, hvor præsteembedet stadig tydeligere blev smeltet sammen med politikeren. Augustus’ reformer var præget af respekt for traditionen, bedst illustreret af, at han først lod sig udnævne til pontifex maximus efter Lepidus’ død i 12 f.Kr.

3. Den politiske situation i 1. årh. f.Kr.

Det politiske liv i Rom i det 1. årh. f.Kr. var præget af uro og store stridigheder. Traditionelt dominerende var den herskende gruppe i senatet (optimaterne), som vogtede på nedarvede privilegier. Heroverfor stod publicani og forrretningsmænd, som i høj grad repræsenterede ridderstanden. Det var dog på ingen måde en skarp opdeling i form af partidannelser. På kryds og tværs var bundet net af personlige alliancer og klientforhold, som styrede den enkeltes

(...)

[1] LATTE (1976) p. 196-197 og BEARD (1990) p. 35.

[2] GORDON i BEARD OG NORTH (1990) p. 181-182.

[3] WEINSTOCK (1971) p. 30.

[4] GORDON i BEARD OG NORTH (1990) p. 183-184.

[5] BEARD, NORTH & PRICE (1998) p. 186-191.